Min nye bog

Jeg aner ikke, hvad klokken er.

Tiden er gået i stå. Livet er gået i stå. For få timer siden sagde en betjent til mig, at min søn er død. Det kan ikke være rigtigt. I et splitsekund eksploderede min krop og mit sind. Det føltes, som om et glas blev splintret i tusind stykker i  mit indre. Nu ser jeg på min mand. Han er også gået i stykker. Jeg ser håbløsheden i hans ansigt og hans tomme og smertefyldte blik. Hvor er den skønne knægt, der tog hjemmefra i morges med sit sædvanlige “Hej, mor, vi ses”? Jeg vil finde ham, men jeg kan ikke.

Da Irenes søn dør i en trafikulykke bliver alt stille. Sammen med sin mand og deres to børn kæmper hun sig igennem sorgen. Et smertehelvede og et liv i kaos. Nu, 15 år efter at det hele eksploderede, er Irenes indre glasskår slebet runde i kanterne. I bogen skriver hun med stor ærlighed om, hvor sindssygt livet kan være, når man mister fodfæstet, men minder om, at det ikke er en sygdom at være i sorg. I stedet for at blive ofre for livet kan sorgen gøre os stærke på livet.

 

forside-stort1

 

I Når livet går i stå – sådan bryder du sorgcirklen får du gode råd og håb, hvis du er ramt af krise i livet du er pårørende til en der er ramt eller du står som professionel og skal håndtere mennesker i sorg og krise. Du møder pårørende, en sognepræst, en politibetjent, en sygeplejerske, en skolelærer og en bedemand, der alle fortæller om sorg ud fra forskellige vinkler.

 

2 thoughts on “Min nye bog

  1. Jeg har lige læst din bog – tak!
    Vi mistede den ene af vore 14 årlige tvillingepiger ved en trafikulykke for mindre end 2 måneder siden og genkender… alt for meget…
    Udover alt det vi genkender og står midt i lige nu har,det været meget værdifuldt at læse beretningerne fra pårørende og professionelle. Specielt interessant er det at se forskellen på hvordan det professionelle Danmark håndterer en sådan situation – om det er er år eller kommunegrænser, der gør forskellen, er svært at udtale sig om.
    Under alle omstændigheder: Tak for hjælpen til endnu et lille skridt i livets retning.

    1. Jeg har stor medfølelse med dig og din familie. Det er en forfærdelig periode at gennemgå. Jeg er helt enig med dig i, at det er meget forskelligt hvordan det professionelle system fungerer landet over. Min plan er, at rejse landet rundt med kurser og foredrag i forhold til både hospitalsvæsen, politi m.v. Vi var heldige at møde en af de bedste politibetjente, sygeplejerske, skole m.v. Det vil jeg gerne give videre. Jeg håber det bedste for dig, men ved at jeg ikke kan tage din smerte fra dig. Det tager tid og må tage tid. De kærligste hilsner fra mig til dig og din familie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *